lørdag den 12. juli 2014

Sommer, sol og søgen efter sydvendte fortrin

Der sker altså forunderlige ting med og i ens krop, når man er/har været gravid. En af de mere anstrengende er følgerne af den grad af vold, der udøves på ens fortrin, der bliver mast, bidt i, og udvidet til næsten ukendelig størrelse i størsteparten af døgnets 24 timer de første 6 måneder efter ynglens ankomst. Man udholder det dog gladeligt, fordi det er the magic weapon til at få skråleriet til ophør.
Konsekvenserne af denne mishandling kan ses på mine fortrin, der nu er på vej sydover med samme hastighed som en gennemsnitlig dansk turist, når sommeren kalder... "Tag dig ikke af det-" messer jeg for mig selv - "-du har jo fået de skønneste unger ud af anstrengelserne"... Ja, men i et svagt øjeblik kan jeg dog godt ærgre mig alligevel. Især når jeg er så snot åndssvag at kaste et blik på gamle feriebilleder fra tiden præ-baby nr. 2... Så får jeg komplekser over hængepatter og strækmærker.
Alt dette kan dog ikke forhindre mig i at føle mig lykkeligere end nogensinde. Jeg er nygift og næsten-nybagt mor, det er sommer, solen skinner og jeg sidder, as we speak, på en solbeskinnet, omend noget vindblæst plet i det nordjyske, med jordbær i den ene hånd og et glas kølig Hellerup-Chardonnay solidt plantet i den anden. Og jeg glæder mig barnligt til restaurant besøg i aften, hvor der er amerikaner tema, så den står på spare ribs, burgere og pulled pork.

Arbejdslivet venter lige om hjørnet, så jeg nyder tiden med god tid til fordybelse, mens jeg kan og lader op til et forhåbentligt dejligt og spændende efterår... Men nu først en laaaaaang sommer, der, sydvendte fortrin eller ej, blir ved med at være fyldt op af lykke, glad babylatter og en masse oplevelser med mand, sønnike, baby M og pap-søn. Bum!