Besættelsens kvaler

Jeg er jo, som nævnt i går, på sommerferie lige nu, og ingen sommer uden bøger...

Efter baby har der dog ikke været særlig meget ro til fordybning i læsningen, men til gengæld er jeg blevet beriget med bleskift, kys og kram i massevis og frustrationer over barnets opfindsomhed i en grad, der kan få mit ellers normalt rolige temperament op i de højere luftlag.

Mere om det en anden gang, for det jeg vil berette om, er en fortælling fra besættelsestiden, som det lykkedes mig at få ro til at læse i Holland.

ROSA

Romanen er skrevet af søskendeparret Lotte & Søren Hammer, der normalt er kendt for barske krimier.

ROSA udspiller sig fra 1944-1945 og er skrevet i notat-, brev- og dagbogsform, skiftevis fra Rosas og Williams side. De går begge to i 2.g og kommer fra vidt forskellige familieforhold. William er af apotekerfamilie, hvor faderen har høje ambitioner på hans vegne, og Rosa er nylig tilflytter med sin mentalt sygdomsramte far.

ROSA er en historisk roman om kærlighed - kærlighed til andre mennesker og kærligheden til fædrelandet, der er under angreb. Det er den altødelæggende kærlighed, der skildres, i en tid, hvor alle, børn som voksne, er under maksimalt pres, og ingen kan stole på nogen. Romanen har en autentisk stemning og et par fine twists undervejs, og et enkelt mord eller to kommer vi heller ikke udenom - det er jo krimiparret, der har ført pennen. Alt i alt solid og anbefalelsesværdig sommerlæsning.

At hvile i sig selv

Jeg lovede ikke for meget, sidst jeg skrev et indlæg og det var nok meget fornuftigt, for der gik liiiige et års tid siden seneste pip fra mig.

Meget vand er løbet i åen siden august. Mest af alt er jeg superglad for at fortælle, at jeg d. 15/8 har været ansat hos Egmont i 2 år, lidt over 1 år i min nuværende stilling som PA og sekretær. Der er sket meget på kort tid - mange nye arbejdsopgaver og mennesker jeg har skullet forholde mig til. Ikke en arbejdsdag er ens, og det trives jeg SÅ godt med. Jeg er virkelig glad for mit job, mine kollegaer og omgivelserne hos Egmont Publishing. Jeg hviler i mig selv, hvor jeg er, og det er lang tid siden, jeg har haft den fornemmelse.

Jeg tør næsten ikke skrive det, for sidst jeg skamroste mit job, blev jeg fyret. Men jeg føler det ganske anderledes denne gang - heldigvis!

Lige nu er jeg midt i min 3 ugers sommerferie og jeg og familien har været i Holland og Jylland.

Mere om oplevelserne følger...

Skæbnens luner...

Om det er skæbnen, karma eller godt gammeldaws held i uheld, ved jeg ikke... MEN jeg ved, at 15 dage efter, at jeg i det spæde forår havde lovprist min arbejdsplads på det skammeligste i et blog-indlæg, tog de sig den frækhed at fyre mig på gråt papir (og ja, det var ved gud bogstavelig talt gråt!!).

Min indre jobsøgnings-dæmon havde dog tre dage forinden søgt en anden stilling internt i huset, som var lige mig, og det viste sig jo at være heldigt...

I 14 laaaange dage gik jeg hvileløst rundt i de yderste afkroge af Egmont Publishing - ja, jeg gik sågar tur på den anden side af vejen på kirkegården, alt imens mine søde kollegaer spammede min forhåbentligt nye chef med "jeg synes hun er sååå dygtig, klog og kompetent"-bemærkninger, til en grad, så ny chef til sidst var ved at kaste den ellers fremragende kantine-mad op.

Nå, men al lobbyismen virkede og jeg kunne pr. 1. juni kalde mig for sekretær for huset Egmont Publishing, og sørme om ikke jeg hænger ved endnu... Om snart med nye og spændende arbejdsopgaver i vente, bla. for Alt for Damernes chefredaktør, men mere om det en anden gang - sov godt derude..

PS. Jeg ville gerne love, at der ikke går så lang tid før jeg skriver igen, men når jeg gør det, går der af en eller anden grund altid for lang tid, så no promises herfra denne gang - adios amigos!

Back to Life... vol. 2

Jeg havde jo glædet mig usigeligt til at dele en lille historie fra det virkelige, dramatiske liv med jer, MEN der er nedlagt veto fra min mand, der absolut ikke mener, at det er et go - derimod et stort NO-GO. Så for at undgå den spæde start til en 7-års krise, som vi jo statistisk set nærmer os til efteråret, undlader jeg at fortælle om nogens fortrædeligheder, og vil i stedet for blogge lidt om mit job.

Sidst fortalte jeg jo om, at jeg fik job hos Vægtkonsulenterne i Egmont, og her har jeg så været i 6 måneder, og det er en bedrift i sig selv... Ej, spøg til side - jeg er så taknemmelig og glad for at være en del af så stor og så fed en virksomhed. 'We bring stories to life' er Egmonts motto, og devisen vi alle lever efter som medarbejdere her (nogen vil måske mene, at det er lidt corny, men jeg synes sgu egentlig det klinger meget fint) - det er med andre og fine ord virksomhedens DNA. Her på det seneste har jeg med egen krop og historie bidraget til en 'story', mere om det nederst på siden.

Aldrig har jeg været et sted, der har taget sig så godt af en ny medarbejder, som de har gjort her, med både grundig introduktion og store smil over hele linjen.

Her får jeg lov til at lave så mange forskelligartede opgaver, som jeg nærmest lyster. Alt lige fra kundeservice, ordrebehandling, korrekturlæsning af vores bogudgivelser, og til skrivning af artikler til nyhedsbreve. Det er længe siden, at jeg ærligt har kunnet sige, at jeg står op med glæde hver morgen og drager på job, men det gør jeg her. Det lyder til at brække-sig-over-rosenrødt, og ved I hvad - det er det også. Endelig har jeg en arbejdsgiver, der forstår, at lille jeg trives bedst med mangeartede opgaver, og som ser det som en fordel, at jeg har haft mange forskellige job typer i mit liv.

I mit forrige job stod haute cuisinen ikke ligefrem i kø - Netto på Store Kongensgade var den daglige redning fra at sulte til frokost, men jeg skal love for, at der er kommet andre boller på suppen, bogstavelig talt, her i Hellerup. Jeg nævner i flæng: 'Braisseret australsk bov med bagte rodfrugter', 'Stegt flæsk med persillesauce', 'Laksesouffle med nye kartofler og sauce verte'... For en madelsker som mig er det som at være kommet i himlen hver dag kl. 12. Altid en varm hovedret, 3 slags salater, en vegetarret samt pålæg og oste (og kage om onsdagen - fnis!). Hvis jeg skulle dø og ende et sted, måtte det gerne være i kantinen på Hellerupvej. Jeg føler mig så priviligeret over endelig at have fået nogle fantastiske arbejdsforhold, hvor der både er plads til flex-ordning, yoga-hold og monster-frokost, for ikke at nævne alle de skønne magasiner, man kan svælge i - det er sjovt for en gammel magasinpige som mig.

Nu spørger du sikkert - hvordan falder Vægtkonsulenterne og monster-frokost og kage i tråd med hinanden, men bare fordi man arbejder for en kur-virksomhed, behøver det vel ikke at betyde, at man selv skal være på kur, vel? Nu er jeg i den heldige situation, at naturen har udstyret mig med en forbrænding, der gør, at jeg nærmest skal passe på ikke at spise for lidt, for så går der fugleskræmsel i den, så det er min undskyldning :-)

Jeg føler mig glad over, at jeg via mit job har mulighed for at hjælpe en masse ulykkelige mennesker til at få det bedre med sig selv og deres krop, og det er virkelig rørende, når man ind i mellem får en mail eller en opringning med et stort TAK fordi man har været med til at ændre en anden persons liv til det bedre.

Apropos magasinpige kan jeg løfte sløret for, at jeg og familien er med i magasinet 'Vores Børn', marts udgaven, som udkommer i morgen torsdag d. 26/2. Vi er med i et tema om sammenbragte familier, og det er, hvis jeg selv må sige det, blevet et ret fint interview og billede.

Ha´ en dejlig aften, allesammen :-)

Back to Life...Livet som arbejdsramt

Altså, det skal ikke lyde som en undskyldning, for det er det ikke... Jeg VED GODT, at det er for dårligt, at jeg ikke har blogget i lang tid, men det skal være slut, skal det!

For at sige det kort og præcist, er livet skudt af sted med raketfart, efter at jeg igen er blevet arbejdsramt. Men nuvel, det er arbejdsramt på den fede måde, da jeg slet ikke nåede at vende tilbage på min gamle arbejdsplads på magasinet efter endt barsel. Næh, nej, fruen her syntes da lige, at hun havde brug for at få et par udfordringer mere end "the obvious", da det i sig selv er en udfordring at vende tilbage til madpakkesmøringen og baktusserne i s-toget, for ikke at nævne det faktum, at yngsteynglen nu skulle overlades til fremmede mennesker i al den gode tid på døgnet.

Ja, jeg har fået nyt job, og det startede jeg på d. 25. august, og ynglen blev kørt ind ugen inden, efter et program så fastlagt, at selv hærens stramme disciplin synes vand ved siden af. Ikke et ondt ord om institutionens leder - hun er bare formidabel til at sætte system i hverdagen, og ungerne elsker det!

Nå, men det var det job, jeg kom fra. Pludselig midt i min fredelige sommer blev jeg indkaldt til samtale hos Vægtkonsulenterne i Egmont Publishing i Hellerup, da de havde hørt fra deres grafiker (som er min skønne tidligere kollega på magasinet), at jeg nok ville være et godt match til deres ledig(e) stilling(er). De havde sagt farvel til et par kollegaer, og havde nu pludselig et par huller, så jeg kunne helt selv være med til at bestemme mit arbejdsindhold - hva´ siger I så? Det er ikke ret ofte, at den slags muligheder byder sig. og når der så oven i købet er både pensionsordning, sundhedsforsikring og den sygeste (som i bedste!) kantine, jeg nogensinde har prøvet, er det ikke så svært at gætte, at jeg takkede ja. Jeg har nu været der i ½ år og jeg er stadig SÅ glad, når jeg hver morgen træder ind ad svingdørene i Hellerup. Hvis det står til mig, skal der gå lang tid, før jeg ryger ud af svingdørene.

Det første lange stykke tid, var ren overlevelse, da jeg, foruden at skulle sætte mig ind i alting og være den irriterende type, der spørger om alt hele tiden, da selv jagten på en ny kuglepen, er en udfordring, var møghamrende træt, når jeg sad og bumlede hjemad i s-toget om eftermiddagen, men i stedet for at kaste mig på divaneseren, havde jeg straks en tumling, der, bogstavelig talt, lå på mig, indtil hun skulle i seng :-) Dejligt, men ærligt talt også en smule anstrengende!

I vil sikkert gerne (bilder jeg mig ind) vide, hvordan det så er gået med ynglens debut i selskabslivet, og jeg kan kun sige: over al forventning! Da hun havde brugt de første 5 dage på at finde ud af, at dette arrangement rent faktisk var kommet for at blive, accepterede hun og så sig aldrig tilbage... Når man siger til hende, at nu skal vi have tøj på, så vi kan komme i vuggeren, løfter hun armene over hovedet og råber hurra! Så er det måske her, jeg skal efterrationalisere og tænke - 'kan hun mon ikke lide at være hjemme?' Svaret er: Jo, det kan hun godt, men hun stortrives også derhenne, og det er en fryd at opleve. Sjældent har jeg da også været vidne til en institution i så meget trivsel som denne. Tænker de må være en slags supermennesker, der er indstillet med knapperne; 'altid overskud' og 'aldrig negativ'. Til dato har der kun været et eneste tidspunkt, hvor jeg i et splitsekund blev panikslagen, men den historie gemmer jeg til næste blogindlæg...

Se nu er du jo nødt til at læse med - som dedikeret tv- og filmnørd, er jeg stolt over netop at have lavet en cliffhanger... stay tuned!

Sommer, sol og søgen efter sydvendte fortrin

Der sker altså forunderlige ting med og i ens krop, når man er/har været gravid. En af de mere anstrengende er følgerne af den grad af vold, der udøves på ens fortrin, der bliver mast, bidt i, og udvidet til næsten ukendelig størrelse i størsteparten af døgnets 24 timer de første 6 måneder efter ynglens ankomst. Man udholder det dog gladeligt, fordi det er the magic weapon til at få skråleriet til ophør.

Konsekvenserne af denne mishandling kan ses på mine fortrin, der nu er på vej sydover med samme hastighed som en gennemsnitlig dansk turist, når sommeren kalder... "Tag dig ikke af det-" messer jeg for mig selv - "-du har jo fået de skønneste unger ud af anstrengelserne"... Ja, men i et svagt øjeblik kan jeg dog godt ærgre mig alligevel. Især når jeg er så snot åndssvag at kaste et blik på gamle feriebilleder fra tiden præ-baby nr. 2... Så får jeg komplekser over hængepatter og strækmærker.

Alt dette kan dog ikke forhindre mig i at føle mig lykkeligere end nogensinde. Jeg er nygift og næsten-nybagt mor, det er sommer, solen skinner og jeg sidder, as we speak, på en solbeskinnet, omend noget vindblæst plet i det nordjyske, med jordbær i den ene hånd og et glas kølig Hellerup-Chardonnay solidt plantet i den anden. Og jeg glæder mig barnligt til restaurant besøg i aften, hvor der er amerikaner tema, så den står på spare ribs, burgere og pulled pork.

Arbejdslivet venter lige om hjørnet, så jeg nyder tiden med god tid til fordybelse, mens jeg kan og lader op til et forhåbentligt dejligt og spændende efterår... Men nu først en laaaaaang sommer, der, sydvendte fortrin eller ej, blir ved med at være fyldt op af lykke, glad babylatter og en masse oplevelser med mand, sønnike, baby M og pap-søn. Bum!

Virums nye in-sted - Hop a lala

Det fedeste for barslende mødre er sket! Der er åbnet en rytmik-cafe i Virum - never thought that would happen i en soveby som denne...

Jeg, sønnike og baby M var til åbningsreception i dag og det er bare sådan et fint sted! Resultatet er da også her til aften, at yngste-ynglen faldt i søvn uden overhovedet at protestere det mindste først - takket være en lilla ballon og et spejl at slikke på :-/ i cafeens rytmikrum.

Jeg har ofte gået og tænkt på mine alenlange vandreture rundt i Virum, at nogen burde lave sådan et sted. Selvom regeringen siger, at vi føder færre og færre børn, ser jeg ikke andet her pt end søvnunderskudsramte forældre piske op og ned af Grønnevej med den ene limousine efter den anden. Og de må da for pokker få glæde af cafeen, så de kan stimulere deres ønskebørn på rette vis og samtidig indtage det daglige fix cafe latte.

Jeg er i hvert fald fan - af Hop a lala og af Sidsel, som ejer biksen! Godt gået - tak for et fantastisk initiativ :-)

Se mere på www.hopalala.dk