lørdag den 12. juli 2014

Sommer, sol og søgen efter sydvendte fortrin

Der sker altså forunderlige ting med og i ens krop, når man er/har været gravid. En af de mere anstrengende er følgerne af den grad af vold, der udøves på ens fortrin, der bliver mast, bidt i, og udvidet til næsten ukendelig størrelse i størsteparten af døgnets 24 timer de første 6 måneder efter ynglens ankomst. Man udholder det dog gladeligt, fordi det er the magic weapon til at få skråleriet til ophør.
Konsekvenserne af denne mishandling kan ses på mine fortrin, der nu er på vej sydover med samme hastighed som en gennemsnitlig dansk turist, når sommeren kalder... "Tag dig ikke af det-" messer jeg for mig selv - "-du har jo fået de skønneste unger ud af anstrengelserne"... Ja, men i et svagt øjeblik kan jeg dog godt ærgre mig alligevel. Især når jeg er så snot åndssvag at kaste et blik på gamle feriebilleder fra tiden præ-baby nr. 2... Så får jeg komplekser over hængepatter og strækmærker.
Alt dette kan dog ikke forhindre mig i at føle mig lykkeligere end nogensinde. Jeg er nygift og næsten-nybagt mor, det er sommer, solen skinner og jeg sidder, as we speak, på en solbeskinnet, omend noget vindblæst plet i det nordjyske, med jordbær i den ene hånd og et glas kølig Hellerup-Chardonnay solidt plantet i den anden. Og jeg glæder mig barnligt til restaurant besøg i aften, hvor der er amerikaner tema, så den står på spare ribs, burgere og pulled pork.

Arbejdslivet venter lige om hjørnet, så jeg nyder tiden med god tid til fordybelse, mens jeg kan og lader op til et forhåbentligt dejligt og spændende efterår... Men nu først en laaaaaang sommer, der, sydvendte fortrin eller ej, blir ved med at være fyldt op af lykke, glad babylatter og en masse oplevelser med mand, sønnike, baby M og pap-søn. Bum!

torsdag den 12. juni 2014

Virums nye in-sted - Hop a lala

Det fedeste for barslende mødre er sket! Der er åbnet en rytmik-cafe i Virum - never thought that would happen i en soveby som denne...

Jeg, sønnike og baby M var til åbningsreception i dag og det er bare sådan et fint sted! Resultatet er da også her til aften, at yngste-ynglen faldt i søvn uden overhovedet at protestere det mindste først - takket være en lilla ballon og et spejl at slikke på :-/ i cafeens rytmikrum.


Jeg har ofte gået og tænkt på mine alenlange vandreture rundt i Virum, at nogen burde lave sådan et sted. Selvom regeringen siger, at vi føder færre og færre børn, ser jeg ikke andet her pt end søvnunderskudsramte forældre piske op og ned af Grønnevej med den ene limousine efter den anden. Og de må da for pokker få glæde af cafeen, så de kan stimulere deres ønskebørn på rette vis og samtidig indtage det daglige fix cafe latte.

Jeg er i hvert fald fan - af Hop a lala og af Sidsel, som ejer biksen! Godt gået - tak for et fantastisk initiativ :-)

Se mere på www.hopalala.dk

fredag den 30. maj 2014

Prinsesser for en dag <3

Så nåede vi post-bryllup, og hold da fest for en fest :-) Selvom der nu er gået 2 1/2 uge, er jeg stadig i den 7. himmel over, hvor fantastisk det var.

Mon dieu, jeg havde mange bekymringer og spekulationer inden, over alt fra et muligt skybrud til baby M og hendes trang til at skrige umotiveret som et fortidsuhyre samt hendes uvilje mod at nogen som helst passer hende i 5 minutter. Må dog blankt indrømme, at alle bekymringer forsvandt som Lars Løkke, når nye tøj-bilag dukker op...

Solen skinnede fra en skyfri himmel fra kl. 14 og resten af dagen, indtil den gik i seng (fik den så også at se, da den stod op igen søndag morgen, uden at ha' sovet og det er immervæk nogle år siden efterhånden).

I ugerne op til festlighederne havde vi entreret med en sød pige i ejendommen, som skulle passe baby M. Det var knap så succesfuldt, som jeg havde håbet på, da ynglen hagede sig fast til mig hver gang nanny viste sig. Meget kan man sige om baby M, men dum er hun ikke - hun lurede da lynhurtigt at mor ville lave forsvindingsnummeret, når nanny kom, så hun begyndte at pjevse på forhånd :-/

Da dagen oprandt, kunne jeg så ha' sparet mig alle bekymringerne. Hun var for en gangs (og måske eneste gang) skyld englebarnet over dem alle, så mor her nød sin fest i fulde drag, mens nanny både formåede at vandre hotelgangen tynd med ynglen i barnevognen OG komme med til festen og fyre den maks af til Wafande ;-)

Min kære mand - ja, det er det jo nu jubiii - var meget cool i dagene op til, og man skulle ikke tro, at noget kunne ryste ham, meeeen inden under alt det coole, befandt sig en meget spændt og nervøs mand, og det indrømmede han et par timer før... Han er den tavse type, som jeg aldrig i livet ville ha' troet kunne holde en tale foran 50 mennesker, men det gjorde han sgu og en meget rørende en af slagsen, og endda uden at ha' skrevet noget som helst ned på papir!

Mia og jeg var prinsesser for en dag - ingen tvivl om det! Det var en drøm, der gik i opfyldelse, sådan at kunne gå op ad kirkegulvet med den mand, man elsker og med frugten af vores kærlighed på armen, i et smukt skrud, der ikke var marengs, men bare tilpas enkelt og elegant med håret sat "Hollywood red carpet style" af verdens bedste stylist Barbara Kehlet.

Måske orker I ikke at høre på mere bryllupsbavl nu, men jeg er ikke sikker på, at det blir det sidste indlæg om dette emne... Sorry, men det var den bedste dag i mit liv so far - amen!



Grib fat i jeres kære og giv dem en sving-om - kys det nu, det satans liv, før det er for sent <3

Godnat fra en "jeg skammer mig næsten over hvor lykkelig jeg er"-kvinde

lørdag den 17. maj 2014

Bragende regn, brudebuket & babyer

Tja, så gik der endnu en gang alt for lang tid uden et indlæg - beklager meget! Hvordan finder de andre bloggende mødre tiden til at passe baby samtidig med, at de sprøjter indlæg ud i en lind strøm? Har de nogen, der skriver for dem?

Jeg kan lige så godt indrømme det - min ammehjerne er blevet erstattet af bryllupshjerne. Der er kun 4 dage til nu - det føles som i går, at vi fandt en dato...

To-do listen startede ud med en længde, der kunne få selv en inkarneret personlig assistent til at løbe skrigende bort. Meeen nu står der kun en enkelt ting og det er afhentning af brudebuket, men det er jo først på lørdag og det er gemalen, der sørger for det.

Jeg har ivrigt gået og fulgt med i vejrudsigterne det seneste stykke tid og de har lovet bedre og bedre vejr, lige indtil her til morgen, hvor jeg får et granatchok af den anden verden, fordi de nu lover skybrudsagtige tilstande... Hvor fedt er det lige?? NOT!!!! Det er sgu det eneste jeg forlanger af ham der foroven, når man nu lover for evigt at elske og ære sin partner og oven i købet dypper sin unge i vand samtidig, så må han da lige sikre, at det ikke kommer til at regne på gæsterne og brudens tøj - det må være rigeligt at Mias hår skal plaskes til...

Nå, men ellers er vi vel så klar, som man kan blive efterhånden. Har en smule præstationsangst over alle de søde mennesker, der har meldt deres ankomst til globryllup, men det tager vi med godt humør. Det er da skønt, at så mange interesserer sig for en :-)

Baby M er fuldstændig upåvirket af al vores renden rundt - bare hun kan få lov til at kravle og spise, så er hun en happy camper. Og hun er også ret ligeglad med, om jeg lige havde tænkt at lave projekt 1,2 eller 3, når hun sover, for så vågner hun da bare efter 1/2 time og er vildt frisk og så nåede jeg ikke en fjerdedel af det, jeg skulle. Vidunderligt at babyer har evnen til at tvinge en til at drosle ned og koble fra, så tak for det kære baby M, og tag så i øvrigt lige 1/2 time på den anden side, så mor her kan sidde med næsen i solen lidt længere.

Go' dag derude - vi skrives ved post-bryllup!


fredag den 18. april 2014

Ud og hjem igen... og nej, jeg er ikke blevet en hobbit!

Har været på påskeferie m kæresten og unger i 4 dage i Linstow i Tyskland på Van der Valk Resort.

Dejlig tur, men hold nu op sådan 4 døgn går hurtigt, når man er så hungrende efter oplevelser ud af huset, som jeg er pt. Baby boblen er fed, men tænk engang at jeg midt i ammehjernen formåede at grave tyske gloser op, som jeg ikke engang anede, jeg havde lagret, så det rent faktisk var muligt at begå sig på et hæderligt tysk - lidt stolt har man vel lov at være af sig selv. Så var det ikke helt forgæves, at jeg sled mig til et 13-tal i tysk til studentereksamen dengang...
Eneste aber dabei var at baby M, allerede da vi nåede færgelejet i Gedser var så forkølet, at der kom ulækre snotbobler ud af næsen på hende konstantos.
Er der en ting min baby ikke skal, er at ligne Jerusalems ødelæggelse i fjæset, hverken i form af snot eller gamle madrester, så jeg tror, at hun ved feriens afslutning var pænt træt af lommeletter og har udviklet et traume overfor køkkenrulle
:-0

Har snart spændende nyt omkring min arbejds situation, der indtil for nylig var så usikker som et indisk tog i myldretid... Bedst som jeg troede, at jeg var nødt til at skulle søge nyt job, viste der sig nye muligheder - mere om det, så snart det er muligt.

God aften!

PS. Til dem der tænker - "hvorfor fa'en ævler kvinden om hobbitter i overskriften", kan jeg informere om, at titlen på J.R.R Tolkiens fremragende roman er "Hobbitten - eller ud og hjem igen" ;-)

onsdag den 2. april 2014

Virkelighed og den gode fødsel.... Uaaaargh!

Så skete det, jeg havde gået og ventet på... Baby M har fået institutionsplads pr. 16. august. Jeg er vildt glad, lykkelig og taknemmelig over, at vi fik opfyldt vores ønske om den lille nære vuggestue, hvor det virker til at alle de rigtige værdier efterstræbes.

Men samtidig slog det mig, at så er der ikke så længe til, at virkeligheden truer igen. Ud af babyboblen og ind i hverdagens travlhed, med alt hvad den indebærer af ulvetimer, indkøbsstress, eventyr med DSB og meget mere. Så meget desto mere grund til at nyde dagene nu og her, for de kommer aldrig igen. Jeg har hørt det før tusind gange fra andre mødre, der velmenende vil huske en på, at denne tid er unik, og nu er det nærmest blevet et mantra for mig - nyd det, nyd det, nyd det. Så det gør jeg. Og prøver desperat at sige til mig selv, at jeg ikke må lade mig gå på, selvom baby M har grædt nærmest uafbrudt i en time, fordi hun har høj feber og ondt i maven.

Vi har lige overstået tre-dages feberen her i boblen og endnu en gang må jeg konstatere, at døgnet ikke har nok timer til de ting, man konstant er bagud med, f.eks at blogge. Når baby er så pjevs, at det eneste, der duer er at sidde i arm 24/7, er det liiidt svært at samle tankerne. For første gang røg farmand også ud af dobbeltsengen, så prinsessen kunne ligge i ske med moar, og kontaktbehovet var så stort, at det var lige før, at jeg skulle lægge mig oveni hende, før hun var tilfreds og kunne falde i søvn... Ja, det aner mig, at hun lige der ville have ønsket, at hun kunne smutte ind i mig igen for en stund. Fandme nej, sir jeg bare!!! Aldrig mere skal en alien invadere min krop igen :-) for så at skulle smuttes ud igen...

Folk spørger mig ofte, hvad jeg vil foretrække, nu da jeg har prøvet begge dele - alm. fødsel eller kejsersnit, og lad mig understrege: INGEN AF DELENE! Hvis babyen virkelig kunne komme med storken, ville jeg sgu ha' en storkefarm i baghaven, men da det er et rent og skært drømme scenarium, har jeg ikke flere børn end to. Jeg fatter simpelthen ikke de kvinder, som bare smutter mandler og påstår, at det var åhh så smukt og dejligt - næh, du! Hvis de havde prøvet, hvad jeg (især første gang) har været igennem, ville de nok tage ordene i sig igen. Drømmefødslen eller den gode fødsel - niks ikke her. Jeg er bare ikke bygget til at være en mean fødemaskine - bum!

Ha' en så skøn og dejlig dag derude i det danske vejr - I får lige en forårsblomstrende hilsen med på vejen - værsgo!


fredag den 28. marts 2014

Overskudsagtig... I think not!

Synes det er vildt så overskudsagtige folk er på Instagram og FB - i hvert fald dem jeg følger for tiden, men de har nok heller ikke kronisk underskud på søvnkontoen og øjne med rande så dybe som marianer-graven...

Som I nok kan høre, er det så som så med nattefreden pt. Ved ikke om det er fordi baby M har besluttet sig for at natten er sjovere end dagen til at lave fis og ballade, eller om det mon kunne hænge sammen med, at hendes tarme arbejder på højtryk for at fordøje alt det nye spændende mad, hun kaster velfornøjet i sig, og at hun derfor sover mere uroligt end en hvalros på en pigmåtte. Summa summarum (mærkeligt, men FEDT udtryk) jeg blir holdt oppe på kaffe og så selvfølgelig hendes vidunderlige smil og grin, der kan få en til at lide af momentant hukommelsestab overfor det faktum, at du var ved at kvæle hende af arrigskab fem timer forinden, fordi du bare gerne ville ha' to sammenhængende timers nattesøvn.

Jeg er ved at komme til den konklusion, at det måske er de forkerte mennesker, jeg følger på Instagram - måske skulle jeg blot skippe det l... lige indtil jeg selv får mere overskud. For øjeblikket tænker jeg ret meget over, hvor lykkelige og uvidende mødre var for et par generationer siden. De havde ikke så meget, de skulle leve op til, for de anede ikke hvad andre mødre på barsel nåede eller ikke nåede i løbet af en dag, for der var ikke noget, der hed Instagram, Twitter eller Facebook. Tænk hvor meget tid man sparede ved ikke liiiige at skulle tjekke sine sociale netværk, når junior sov.

Nu lyder jeg måske en kende ynkelig, for det er jo et valg, man tager, om man gider bruge sin tid på cyberspace. Når jeg er overskudsagtig, gør det mig ikke noget, men når jeg ikke er, blir jeg bare irriteret over alle mennesker, der har et mere spændende liv, end jeg har pt.

Mens jeg går rundt og føler mig ynkelig, læser jeg lidt i verdens sjoveste bog og den får mig meget hurtigt i bedre humør: "Dysfunktionel far" af Jan Gintberg.


Hold nu op, den mand har nogle pointer og bonus er, at jeg også lærer lidt om, hvad den nybagte far tænker inde i sit hoved, når nu han ind i mellem er mere stille og indelukket end en østers. Læs den og få et grin, et rap over nallerne og noget viden med i bagagen!

Ha' en dejlig weekend derude :-)

tirsdag den 18. marts 2014

Badminton og brand

Jeg er glad, sådan helt ind i sjælen-glad - for en simpel ting som at sønnike var til en prøvetime på en fritidsaktivitet for første gang ever i går. Den dreng havde jeg aldrig troet, jeg skulle se løbe mere end to skridt, hvorefter han ville sige: "Hvornår må jeg gå hjem og lege med Lego?" Men han morede sig, løb, legede stikbold og tog armbøjninger med en iver og et gåpåmod, jeg ellers kun har set ham udfolde i Toys r' Us :-) og så var han ganske habil til badmintonspillet, hvilket jo var det, det hele drejede sig om. Så jeg har med glæde meldt ham ind i Badmintonklubben i dag.

Og så skal man sgu ikke sige, at der aldrig sker noget herude på landet... Der var brand i en 2. sals lejlighed her til formiddag. Gudskelov kom ingen til skade - der er "kun" en kulsort lejlighed. Jeg skulle lige til at putte baby M i hendes altanbarnevogn, men så væltede det ind i gården med 2 politibiler, 3 brandbiler og en ambulance. Nåeh, det var så ikke puttetid alligevel.
Sådan en brand får en til at tænke over, hvor hurtigt det kan gå galt, hvis man ikke passer på. Brandvæsnet sagde, at hvis der var gået 2 min. mere, var loftet brudt i brand og alle ved hvor hurtigt en tagbrand kan sprede sig.... Gys og gru siger jeg bare. Tilfældigt, men mere end heldigt, at vi lige havde fået installeret røgalarmer i opgangene - det var grunden til at naboen opdagede branden, fordi alarmen hylede. Hermed en opfordring til at få sat røgalarmer op i hjemmet.

Underholdningsfaktoren var dog også til stede, for hvor der sker noget usædvanligt, findes der også pludselig samtlige af ejendommens ældre befolkning - selv dem der til daglig ikke kan bevæge sig uden en rollator, får uanede kræfter og styrter ned af trapperne for at besigtige begivenhederne med egne øjne.



Baby M's øjne var dog også ved at trille ud af hovedet, da hun så alle de flotte blinkende lys alle vegne og forbløffelsen ville ingen ende tage, da der pludselig stod en sød, høj og flot politimand og smilede til hende i entreen - både mor og datter blev en smule paf ;-)

Og således beriget på oplevelser i baby-boblen, ønsker jeg jer alle en skøn dag!

PS. Moderen har også nået at lægge neglelak på, mens baby sov - det er utroligt, så lidt der skal til for at føle sig som en kvinde igen... Man blir taknemmelig for de små ting :-)

tirsdag den 11. marts 2014

Jo jo, jeg er i live stadigvæk...

Så gik der mere end en måned og jeg har tænkt på at skrive et blogindlæg utallige gange, MEN... Så kom der liiiige en babys ændrede vaner, bihulebetændelse og bryllupsplanlægning i vejen. Det skal ikke være nogen undskyldning - jeg kan dog blot konstatere, at tid er en mangelvare også på barsel (selvom de fleste nybagte mødre vel har en drøm om at lave al mad fra bunden, drikke latte med mødregruppen, og lave fine scrapbøger med ynglen). Hvad har jeg så lavet den seneste måned... Tjoh, jeg har kæmpet med sygdom - havde ikke prøvet at ha' bihulebetændelse før - det er seriøst klamt at pudse solgult snot (men det er helt normalt, kunne lægen berolige mig med...). Derudover havde jeg to rigtige gode og "gamle" veninder med til bryllupskjoleprøvning. Det var sjåv!!!! Selvom jeg nødig vil indrømme det, var det lidt fedt at prøve en masse forskellige kjoler og leve prinsessedrømmen lidt ud. Min udkårne virker en smule nervøs over hvilken kjole, jeg har valgt, men han kan nu være ganske rolig - der er ikke gået tylmarengs i den :-)

Fik også bestilt frisør og har købt noget bling bling og blær til håret, så nu er den side af sagen snart i orden. En af de mere presserende ting jeg mangler nu er så at overbevise min kommende mand om, at røde speedos og kappe ikke er det rigtige outfit til ham :-0

Udover det der bryllupshalløj, har jeg jo også lige baby M, der skifter vaner, som vi andre skifter underbukser... Hun er ikke nem at blive klog på, når det kommer til lur i løbet af dagen. Til gengæld går det fantastisk med overgang til fast føde. "Hit med en ske, mor og lad mig spise!" Hvilket nok snart resulterer i Michelin-fed baby :-)

Jeg looooover at der ikke går så lang tid igen mellem to indlæg søde læsere... Håber ikke jeg har tabt alt for mange på vejen. Go' solskinsdag derude!

tirsdag den 4. februar 2014

Babyrytmik og bryllup

Så er jeg på banen og i live igen :-)

Efter endnu en gang at være bukket under for vinterens snot-baciller (hvad sker der lige for, at jeg ikke har været rask siden før nytår...) er jeg nu fit for fight igen - yayyy! Og da min lillesøs så ringede i morges og spurgte om ikke jeg kom til babyrytmik på Vesterbro, tænkte jeg, at det var da lige præcis det, jeg trængte til.
Baby M som ellers blev vaccineret i går, var morgenfrisk som en havørn efter at ha' sovet i et stræk (med en enkelt amning kl. 02) fra kl. 21-08.30, så hun var også frisk på sjov i gaden - afsted med os i toget - hun sov så hele vejen derind - og hen i Saxogade, i babybutikken og værestedet for barslende, "Hva' så", hvor min søs laver den skønneste babyrytmik. Der er altid rift om pladserne, men vi fik lige kilet os ind. Provinsbeboer som jeg er, havde jeg jo ikke skænket en tanke, at man måske lige sku' ha' taget en form for lås med til rolls roycen, da det jo trods alt er Vesterbro og Istedgade, så jeg gamblede, og heldigvis stod køretøjet stadig udenfor bagefter...

Rytmikken er skøn og kan virkelig holde baby M beskæftiget -hendes tekop øjne er ved at trille ud af hovedet på hende, når søs spiller og synger med rekvisitter, og bonus for søs er også, at M ikke stikker i et hyl mere, når hun ser hende ;-)

Der gik ikke meget mere end 5 min. da barnevognen trillede igen efter rytmikken, at baby M sov og det gør hun så på 3. time nu... Det' hårdt at være til rytmik hos moster!

Noget helt andet er, at jeg lovede en opdate på det spændende, hemmelige sommerfugle-i-maven dejlige projekt og nu er det ikke så hemmeligt mere, da invitationerne er sendt ud! Når baby M skal døbes til maj, skal kæresten og jeg giftes samtidig - jubiiii!! Glæder mig for sindssygt - har fået den flotteste ring, som jeg går og nyder synet af hele tiden.

Alt for nu folkens, for nu er der liv i rolls roycen :-)

onsdag den 29. januar 2014

Snot, sne og suppe

I dag har jeg sådan en dag, hvor jeg sumper rundt og ikke kan tage mig sammen til noget... Sønnike er hjemme fra skole med snot og småfeber og i dag er han på den der grænse til at være syg og så alligevel at ha' lidt for meget energi - pyhhh...

Jeg har egentlig 100 gøremål, men tænker hvilket et jeg skal kaste mig over og så går minutterne og jeg ender med at konkludere, at nu vågner baby M sikkert om lidt igen, så det er dumt at starte på noget, jeg alligevel ikke kan gøre færdigt. Så gik der tid med det...

Sidder og er lidt glad for, at jeg ikke behøver at bevæge mig udenfor en dør i dag... Sne er pænt og dejligt, men bedst når man sidder med fødderne på radiatoren og kigger ud gennem stuevinduet.

Suppevejr - det er det i dag, men jeg er i den uheldige situation, at bedre halvdel, sønnike og bonus-søn ville kigge virkelig mærkeligt på mig, hvis jeg foreslog suppe til aftensmad. Det skal dog siges, at sønnike er vild med oksekødssuppe, men mest fordi der er kødboller i :-) Så jeg er ikke en af dem, der liiiige laver en lækker cremet grøntsagssuppe, da størstedelen af husstanden ville dø langsomt... Hvad gør man så? Man tyr til Mou! De laver bare de bedste færdigsupper efter min mening og sådan en rodfrugt-eller gullaschsuppe passer lige til et par portioner til moi.

Nå, nu fik jeg tiden til at gå med noget... Måske en overspringshandling for at slippe for de kedelige gøremål, men hvad pokker - det har man også lov til en gang i mellem.

Go' dag derude og pas på jer selv!

mandag den 27. januar 2014

Arghhhh... babys vaner eller mangel på samme!

Så fløj weekenden afsted, og jeg fik ikke skrevet et eneste indlæg... Sådan er livet med baby M :-)

Det ene øjeblik tror man lige, man har regnet hendes sove-og spise og lave spas vaner ud, men næh nej - nemt skal det da ikke være. Nogen er jeg nødt til at skyde skylden på, at ungen kun har sovet 1/2 times lure de seneste par dage: SNEEN! For at undgå at M lignede en snemand efter lur i altanbarnevognen, har jeg de seneste dage brugt sønnikes værelse til lur, men så er rutinen straks noget andet, end den plejer at være og vupti - hun synes det er alt for spændende at ligge et andet sted og øjnene er ved at trille ud af hovedet på hende af nysgerighed... Gad vide hvem hun har arvet det efter? ;-)

Dernæst tror man, at hun æææælsker sin risgrød om aftenen, men nej de seneste par dage har hun kigget nærmest bebrejdende på mig, når jeg nærmer mig med skeen, men har til gengæld slugt min mad med øjnene - tror ikke der er mere næring i det, når hun er færdig med at kigge... Meeen hvem kan bebrejde hende, jeg mener risgrød kontra laksemadder... Tough choice! :-)

Og nu er hun så vågen igen... Nåede dog lige at kaste dette i hovedet - mums!


Ellers gik weekenden alt for hurtigt med budgetlægning (jeps, MEGET seriøst!), håndbold (knap så seriøst), færdiggørelse af hemmeligt projekt (igen meget seriøst og sommerfugle-i-maven dejligt ;-) mere om det senere på ugen) og rengøring (forbandet, men nødvendigt...) - Hvad fik I jeres weekend til at gå med?

Indtil vi læses ved igen - ha' en skøn snevejrsdag!

onsdag den 22. januar 2014

Dansk i nullerne, Mini-mums og klammeindlæg

Så er jeg her igen...

Tak alle I skønne mennesker for roserne til min blog - jeg er meget taknemmelig for, at I har lyst til at læse med.

Efter at min far er gået på pension, har han fået noget mere tid til fordybelse, og for første gang i mange år, var der bøger på hans ønskeseddel til jul - jubiii! Mig af sted til bogpusheren for at skaffe de bøger, han ønskede, deriblandt en faglitterær bog med den støvede titel "Dansk i nullerne" af sprogprofessor Jørn Lund. Det skal så lige tilføjes, at Jørn Lund er alt andet end støvet - havde stor fornøjelse af ham til forelæsninger på dansk-studiet på uni.



Efter at min far havde læst den på rekord-tid, spurgte han om jeg ville låne den, og jeg tænkte, at det kunne da være meget interessant at læse om udviklingen i det danske sprog i det nye årtusinde... Og jeg må sige, at Hr. Lund også er sprogekvilibrist i det skrevne ord. Jeg ville ønske jeg havde haft noget lignende spændende læsning om det danske sprog, da jeg læste på uni, så havde jeg nok fået mere end 6 i Sproghistorie og Dansk Sprog (NB. 6 efter den gamle 13 skala.... hmmmm - not good!).

Alle danskere bør læse denne bog, for vores sprog gennemgår så mange forandringer i disse år, at det bliver vigtigere og vigtigere at tænke over, hvis det ikke skal drukne i anglificeringer og moderniseringer af alle tænkelige og utænkelige arter. Bevares, sproget skal da udvikle sig i takt med at samfundet udvikler sig, men det skulle da helst ikke ende med, at unge mennesker ikke kan kommunikere med den ældre generation, fordi de unge bruger så mange nye ord og udtryk, at det kan virke som russisk at høre på.

På det helt jordnære plan har jeg mange snakke med sønnike på 9 år om sproget. Det er lidt svært for ham p.t. at forstå, at "f..."-ordet og "for h......" ikke hører til efter hvert andet ord i sætningen, når han eks. sidder og spiller computerspil, men det er svært at forhindre, når ens bonus storebror bruger ordene konstant, når der spilles GTA ;-) Men de sjoveste samtaler er, når P finder på nye ord. Hans alder taget i betragtning er han ekstremt god til at finde på ordspil og han har et stort ordforråd, så da han satte sig for at finde et kæle-navn til baby M, kom han efter mange grublerier frem til 'Mini-mums', for "hun er jo lille-bitte og er lige til at spise" - se, det er da en sprogudvikling, der er til at forstå!

Et andet skønt ord, han fandt på for nylig, udsprang af hans fascination af diverse baby gadgets, som har indfundet sig i huset, efter at Mini-mums er kommet til verden. Han spurgte hvilket formål ammeindlæg egentlig har, og jeg svarede, at de skulle opsuge den ekstra mælk, der kom ud, og prompte svarede han: "Adddr, så bli´r de jo til klammeindlæg!" Så fra nu af hedder de ikke andet her, og han hjælper gerne sin mor med at finde rene klammeindlæg frem :-)

Lige en sidste ting inden jeg skal underholde Mini-mums - hvis du har app´en Bloglovin´ på din smartphone , kan du søge efter Bombay Books & Baby der og vælge at følge mig, så går du ikke glip af mine indlæg - og nej, her taler jeg ikke om klammeindlæg!

Go´dag derude!

tirsdag den 21. januar 2014

Et laaaangt tilløb, men nu er bloggen i live!



Hej derude...

Velkommen til min blog Bombay Books & Baby... Jeg har længe tænkt på at jeg ville lave en blog, men for at være helt ærlig, har jeg ikke turdet kaste mig ud i det. Er der nu nogen, som vil læse, det jeg skriver, synes I jeg er kedelig, har jeg overhovedet noget at berette? Det synes jeg faktisk, jeg har, når jeg tænker efter, og hvilken anden tid er bedre at starte en blog på, end når man går i hjemmefutter på barsel og drikker kaffe og har alt for meget tid til at tænke over stort og småt?


2014 bliver et skønt og mindeværdigt år - jeg kan mærke det. For det første har jeg verdens dejligste baby M, som bliver 5 måneder lige om lidt, for det andet har jeg jordens sjoveste søn P på 9 år, som er en evig kilde til fornøjelse med sin humor, og for det tredje har jeg verdens dejligste kæreste, som forkæler mig mere, end det burde være tilladt :)

Hvorfor har jeg kaldt min blog Bombay Books & Baby? Baby giver ligesom sig selv :) Bombay Books er min drøm - jeg er bognørd helt ind i hjertet og jeg vil gerne engang kunne leve af at udgive bøger; finde de helt rigtige manuskripter, redigere og udgive dem. Bombay symboliserer mit ophav. Jeg er adopteret fra Indien, nærmere bestemt Mumbai, som hed Bombay, da jeg blev født i 1978.


Denne blog kommer ikke kun til at handle om bøger og baby - det kan jeg lige så godt sige med det samme. Den handler også om mit liv som den livsnyder jeg er. Det lyder fortærsket, men vi har kun et liv, så hvorfor ikke nyde det, mens man har det, og oven i købet er ved godt helbred. Jeg har skam også mine down-perioder, hvor alt er galt, men for det meste evner jeg at trække mig selv op igen og den evne er jeg ganske stolt af.

Jeg håber du har fået mod på at læse med - det bliver ikke kedeligt - det kan jeg næsten garantere...

Vi læses ved lige om snart igen!