onsdag den 25. februar 2015

Back to Life... vol. 2

Jeg havde jo glædet mig usigeligt til at dele en lille historie fra det virkelige, dramatiske liv med jer, MEN der er nedlagt veto fra min mand, der absolut ikke mener, at det er et go - derimod et stort NO-GO. Så for at undgå den spæde start til en 7-års krise, som vi jo statistisk set nærmer os til efteråret, undlader jeg at fortælle om nogens fortrædeligheder, og vil i stedet for blogge lidt om mit job.


Sidst fortalte jeg jo om, at jeg fik job hos Vægtkonsulenterne i Egmont, og her har jeg så været i 6 måneder, og det er en bedrift i sig selv... Ej, spøg til side - jeg er så taknemmelig og glad for at være en del af så stor og så fed en virksomhed. 'We bring stories to life' er Egmonts motto, og devisen vi alle lever efter som medarbejdere her (nogen vil måske mene, at det er lidt corny, men jeg synes sgu egentlig det klinger meget fint) - det er med andre og fine ord virksomhedens DNA. Her på det seneste har jeg med egen krop og historie bidraget til en 'story', mere om det nederst på siden.

Aldrig har jeg været et sted, der har taget sig så godt af en ny medarbejder, som de har gjort her, med både grundig introduktion og store smil over hele linjen.

Her får jeg lov til at lave så mange forskelligartede opgaver, som jeg nærmest lyster. Alt lige fra kundeservice, ordrebehandling, korrekturlæsning af vores bogudgivelser, og til skrivning af artikler til nyhedsbreve. Det er længe siden, at jeg ærligt har kunnet sige, at jeg står op med glæde hver morgen og drager på job, men det gør jeg her. Det lyder til at brække-sig-over-rosenrødt, og ved I hvad - det er det også. Endelig har jeg en arbejdsgiver, der forstår, at lille jeg trives bedst med mangeartede opgaver, og som ser det som en fordel, at jeg har haft mange forskellige job typer i mit liv.

I mit forrige job stod haute cuisinen ikke ligefrem i kø - Netto på Store Kongensgade var den daglige redning fra at sulte til frokost, men jeg skal love for, at der er kommet andre boller på suppen, bogstavelig talt, her i Hellerup. Jeg nævner i flæng: 'Braisseret australsk bov med bagte rodfrugter', 'Stegt flæsk med persillesauce', 'Laksesouffle med nye kartofler og sauce verte'... For en madelsker som mig er det som at være kommet i himlen hver dag kl. 12. Altid en varm hovedret, 3 slags salater, en vegetarret samt pålæg og oste (og kage om onsdagen - fnis!). Hvis jeg skulle dø og ende et sted, måtte det gerne være i kantinen på Hellerupvej. Jeg føler mig så priviligeret over endelig at have fået nogle fantastiske arbejdsforhold, hvor der både er plads til flex-ordning, yoga-hold og monster-frokost, for ikke at nævne alle de skønne magasiner, man kan svælge i - det er sjovt for en gammel magasinpige som mig.

Nu spørger du sikkert - hvordan falder Vægtkonsulenterne og monster-frokost og kage i tråd med hinanden, men bare fordi man arbejder for en kur-virksomhed, behøver det vel ikke at betyde, at man selv skal være på kur, vel? Nu er jeg i den heldige situation, at naturen har udstyret mig med en forbrænding, der gør, at jeg nærmest skal passe på ikke at spise for lidt, for så går der fugleskræmsel i den, så det er min undskyldning :-)

Jeg føler mig glad over, at jeg via mit job har mulighed for at hjælpe en masse ulykkelige mennesker til at få det bedre med sig selv og deres krop, og det er virkelig rørende, når man ind i mellem får en mail eller en opringning med et stort TAK fordi man har været med til at ændre en anden persons liv til det bedre.

Apropos magasinpige kan jeg løfte sløret for, at jeg og familien er med i magasinet 'Vores Børn', marts udgaven, som udkommer i morgen torsdag d. 26/2. Vi er med i et tema om sammenbragte familier, og det er, hvis jeg selv må sige det, blevet et ret fint interview og billede.

Ha´ en dejlig aften, allesammen :-)




fredag den 13. februar 2015

Back to Life...Livet som arbejdsramt

Altså, det skal ikke lyde som en undskyldning, for det er det ikke... Jeg VED GODT, at det er for dårligt, at jeg ikke har blogget i lang tid, men det skal være slut, skal det!

For at sige det kort og præcist, er livet skudt af sted med raketfart, efter at jeg igen er blevet arbejdsramt. Men nuvel, det er arbejdsramt på den fede måde, da jeg slet ikke nåede at vende tilbage på min gamle arbejdsplads på magasinet efter endt barsel. Næh, nej, fruen her syntes da lige, at hun havde brug for at få et par udfordringer mere end "the obvious", da det i sig selv er en udfordring at vende tilbage til madpakkesmøringen og baktusserne i s-toget, for ikke at nævne det faktum, at yngsteynglen nu skulle overlades til fremmede mennesker i al den gode tid på døgnet.

Ja, jeg har fået nyt job, og det startede jeg på d. 25. august, og ynglen blev kørt ind ugen inden, efter et program så fastlagt, at selv hærens stramme disciplin synes vand ved siden af. Ikke et ondt ord om institutionens leder - hun er bare formidabel til at sætte system i hverdagen, og ungerne elsker det!

Nå, men det var det job, jeg kom fra. Pludselig midt i min fredelige sommer blev jeg indkaldt til samtale hos Vægtkonsulenterne i Egmont Publishing i Hellerup, da de havde hørt fra deres grafiker (som er min skønne tidligere kollega på magasinet), at jeg nok ville være et godt match til deres ledig(e) stilling(er). De havde sagt farvel til et par kollegaer, og havde nu pludselig et par huller, så jeg kunne helt selv være med til at bestemme mit arbejdsindhold - hva´ siger I så? Det er ikke ret ofte, at den slags muligheder byder sig. og når der så oven i købet er både pensionsordning, sundhedsforsikring og den sygeste (som i bedste!) kantine, jeg nogensinde har prøvet, er det ikke så svært at gætte, at jeg takkede ja. Jeg har nu været der i ½ år og jeg er stadig SÅ glad, når jeg hver morgen træder ind ad svingdørene i Hellerup. Hvis det står til mig, skal der gå lang tid, før jeg ryger ud af svingdørene.

Det første lange stykke tid, var ren overlevelse, da jeg, foruden at skulle sætte mig ind i alting og være den irriterende type, der spørger om alt hele tiden, da selv jagten på en ny kuglepen, er en udfordring, var møghamrende træt, når jeg sad og bumlede hjemad i s-toget om eftermiddagen, men i stedet for at kaste mig på divaneseren, havde jeg straks en tumling, der, bogstavelig talt, lå på mig, indtil hun skulle i seng :-) Dejligt, men ærligt talt også en smule anstrengende!

I vil sikkert gerne (bilder jeg mig ind) vide, hvordan det så er gået med ynglens debut i selskabslivet, og jeg kan kun sige: over al forventning! Da hun havde brugt de første 5 dage på at finde ud af, at dette arrangement rent faktisk var kommet for at blive, accepterede hun og så sig aldrig tilbage... Når man siger til hende, at nu skal vi have tøj på, så vi kan komme i vuggeren, løfter hun armene over hovedet og råber hurra! Så er det måske her, jeg skal efterrationalisere og tænke - 'kan hun mon ikke lide at være hjemme?' Svaret er: Jo, det kan hun godt, men hun stortrives også derhenne, og det er en fryd at opleve. Sjældent har jeg da også været vidne til en institution i så meget trivsel som denne. Tænker de må være en slags supermennesker, der er indstillet med knapperne; 'altid overskud' og 'aldrig negativ'. Til dato har der kun været et eneste tidspunkt, hvor jeg i et splitsekund blev panikslagen, men den historie gemmer jeg til næste blogindlæg...

Se nu er du jo nødt til at læse med - som dedikeret tv- og filmnørd, er jeg stolt over netop at have lavet en cliffhanger... stay tuned!