Back to Life...Livet som arbejdsramt

Altså, det skal ikke lyde som en undskyldning, for det er det ikke... Jeg VED GODT, at det er for dårligt, at jeg ikke har blogget i lang tid, men det skal være slut, skal det!

For at sige det kort og præcist, er livet skudt af sted med raketfart, efter at jeg igen er blevet arbejdsramt. Men nuvel, det er arbejdsramt på den fede måde, da jeg slet ikke nåede at vende tilbage på min gamle arbejdsplads på magasinet efter endt barsel. Næh, nej, fruen her syntes da lige, at hun havde brug for at få et par udfordringer mere end "the obvious", da det i sig selv er en udfordring at vende tilbage til madpakkesmøringen og baktusserne i s-toget, for ikke at nævne det faktum, at yngsteynglen nu skulle overlades til fremmede mennesker i al den gode tid på døgnet.

Ja, jeg har fået nyt job, og det startede jeg på d. 25. august, og ynglen blev kørt ind ugen inden, efter et program så fastlagt, at selv hærens stramme disciplin synes vand ved siden af. Ikke et ondt ord om institutionens leder - hun er bare formidabel til at sætte system i hverdagen, og ungerne elsker det!

Nå, men det var det job, jeg kom fra. Pludselig midt i min fredelige sommer blev jeg indkaldt til samtale hos Vægtkonsulenterne i Egmont Publishing i Hellerup, da de havde hørt fra deres grafiker (som er min skønne tidligere kollega på magasinet), at jeg nok ville være et godt match til deres ledig(e) stilling(er). De havde sagt farvel til et par kollegaer, og havde nu pludselig et par huller, så jeg kunne helt selv være med til at bestemme mit arbejdsindhold - hva´ siger I så? Det er ikke ret ofte, at den slags muligheder byder sig. og når der så oven i købet er både pensionsordning, sundhedsforsikring og den sygeste (som i bedste!) kantine, jeg nogensinde har prøvet, er det ikke så svært at gætte, at jeg takkede ja. Jeg har nu været der i ½ år og jeg er stadig SÅ glad, når jeg hver morgen træder ind ad svingdørene i Hellerup. Hvis det står til mig, skal der gå lang tid, før jeg ryger ud af svingdørene.

Det første lange stykke tid, var ren overlevelse, da jeg, foruden at skulle sætte mig ind i alting og være den irriterende type, der spørger om alt hele tiden, da selv jagten på en ny kuglepen, er en udfordring, var møghamrende træt, når jeg sad og bumlede hjemad i s-toget om eftermiddagen, men i stedet for at kaste mig på divaneseren, havde jeg straks en tumling, der, bogstavelig talt, lå på mig, indtil hun skulle i seng :-) Dejligt, men ærligt talt også en smule anstrengende!

I vil sikkert gerne (bilder jeg mig ind) vide, hvordan det så er gået med ynglens debut i selskabslivet, og jeg kan kun sige: over al forventning! Da hun havde brugt de første 5 dage på at finde ud af, at dette arrangement rent faktisk var kommet for at blive, accepterede hun og så sig aldrig tilbage... Når man siger til hende, at nu skal vi have tøj på, så vi kan komme i vuggeren, løfter hun armene over hovedet og råber hurra! Så er det måske her, jeg skal efterrationalisere og tænke - 'kan hun mon ikke lide at være hjemme?' Svaret er: Jo, det kan hun godt, men hun stortrives også derhenne, og det er en fryd at opleve. Sjældent har jeg da også været vidne til en institution i så meget trivsel som denne. Tænker de må være en slags supermennesker, der er indstillet med knapperne; 'altid overskud' og 'aldrig negativ'. Til dato har der kun været et eneste tidspunkt, hvor jeg i et splitsekund blev panikslagen, men den historie gemmer jeg til næste blogindlæg...

Se nu er du jo nødt til at læse med - som dedikeret tv- og filmnørd, er jeg stolt over netop at have lavet en cliffhanger... stay tuned!