tirsdag den 18. marts 2014

Badminton og brand

Jeg er glad, sådan helt ind i sjælen-glad - for en simpel ting som at sønnike var til en prøvetime på en fritidsaktivitet for første gang ever i går. Den dreng havde jeg aldrig troet, jeg skulle se løbe mere end to skridt, hvorefter han ville sige: "Hvornår må jeg gå hjem og lege med Lego?" Men han morede sig, løb, legede stikbold og tog armbøjninger med en iver og et gåpåmod, jeg ellers kun har set ham udfolde i Toys r' Us :-) og så var han ganske habil til badmintonspillet, hvilket jo var det, det hele drejede sig om. Så jeg har med glæde meldt ham ind i Badmintonklubben i dag.

Og så skal man sgu ikke sige, at der aldrig sker noget herude på landet... Der var brand i en 2. sals lejlighed her til formiddag. Gudskelov kom ingen til skade - der er "kun" en kulsort lejlighed. Jeg skulle lige til at putte baby M i hendes altanbarnevogn, men så væltede det ind i gården med 2 politibiler, 3 brandbiler og en ambulance. Nåeh, det var så ikke puttetid alligevel.
Sådan en brand får en til at tænke over, hvor hurtigt det kan gå galt, hvis man ikke passer på. Brandvæsnet sagde, at hvis der var gået 2 min. mere, var loftet brudt i brand og alle ved hvor hurtigt en tagbrand kan sprede sig.... Gys og gru siger jeg bare. Tilfældigt, men mere end heldigt, at vi lige havde fået installeret røgalarmer i opgangene - det var grunden til at naboen opdagede branden, fordi alarmen hylede. Hermed en opfordring til at få sat røgalarmer op i hjemmet.

Underholdningsfaktoren var dog også til stede, for hvor der sker noget usædvanligt, findes der også pludselig samtlige af ejendommens ældre befolkning - selv dem der til daglig ikke kan bevæge sig uden en rollator, får uanede kræfter og styrter ned af trapperne for at besigtige begivenhederne med egne øjne.



Baby M's øjne var dog også ved at trille ud af hovedet, da hun så alle de flotte blinkende lys alle vegne og forbløffelsen ville ingen ende tage, da der pludselig stod en sød, høj og flot politimand og smilede til hende i entreen - både mor og datter blev en smule paf ;-)

Og således beriget på oplevelser i baby-boblen, ønsker jeg jer alle en skøn dag!

PS. Moderen har også nået at lægge neglelak på, mens baby sov - det er utroligt, så lidt der skal til for at føle sig som en kvinde igen... Man blir taknemmelig for de små ting :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar