onsdag den 2. april 2014

Virkelighed og den gode fødsel.... Uaaaargh!

Så skete det, jeg havde gået og ventet på... Baby M har fået institutionsplads pr. 16. august. Jeg er vildt glad, lykkelig og taknemmelig over, at vi fik opfyldt vores ønske om den lille nære vuggestue, hvor det virker til at alle de rigtige værdier efterstræbes.

Men samtidig slog det mig, at så er der ikke så længe til, at virkeligheden truer igen. Ud af babyboblen og ind i hverdagens travlhed, med alt hvad den indebærer af ulvetimer, indkøbsstress, eventyr med DSB og meget mere. Så meget desto mere grund til at nyde dagene nu og her, for de kommer aldrig igen. Jeg har hørt det før tusind gange fra andre mødre, der velmenende vil huske en på, at denne tid er unik, og nu er det nærmest blevet et mantra for mig - nyd det, nyd det, nyd det. Så det gør jeg. Og prøver desperat at sige til mig selv, at jeg ikke må lade mig gå på, selvom baby M har grædt nærmest uafbrudt i en time, fordi hun har høj feber og ondt i maven.

Vi har lige overstået tre-dages feberen her i boblen og endnu en gang må jeg konstatere, at døgnet ikke har nok timer til de ting, man konstant er bagud med, f.eks at blogge. Når baby er så pjevs, at det eneste, der duer er at sidde i arm 24/7, er det liiidt svært at samle tankerne. For første gang røg farmand også ud af dobbeltsengen, så prinsessen kunne ligge i ske med moar, og kontaktbehovet var så stort, at det var lige før, at jeg skulle lægge mig oveni hende, før hun var tilfreds og kunne falde i søvn... Ja, det aner mig, at hun lige der ville have ønsket, at hun kunne smutte ind i mig igen for en stund. Fandme nej, sir jeg bare!!! Aldrig mere skal en alien invadere min krop igen :-) for så at skulle smuttes ud igen...

Folk spørger mig ofte, hvad jeg vil foretrække, nu da jeg har prøvet begge dele - alm. fødsel eller kejsersnit, og lad mig understrege: INGEN AF DELENE! Hvis babyen virkelig kunne komme med storken, ville jeg sgu ha' en storkefarm i baghaven, men da det er et rent og skært drømme scenarium, har jeg ikke flere børn end to. Jeg fatter simpelthen ikke de kvinder, som bare smutter mandler og påstår, at det var åhh så smukt og dejligt - næh, du! Hvis de havde prøvet, hvad jeg (især første gang) har været igennem, ville de nok tage ordene i sig igen. Drømmefødslen eller den gode fødsel - niks ikke her. Jeg er bare ikke bygget til at være en mean fødemaskine - bum!

Ha' en så skøn og dejlig dag derude i det danske vejr - I får lige en forårsblomstrende hilsen med på vejen - værsgo!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar